Hvor er det dog Unfair

Halløj På Bloggen 🙂

Så blev det Tirsdag og musikken er sat på.

Jeg har det sidste stykke tid kæmpet med at komme på højkant igen efter jeg gik ned med stress og det har virkelig IKKE været særlig rart.

Meget af tiden har jeg følt mig alene da jeg ingen kontakt har til mine forældre eller søster og tro mig jeg har MANGE gange virkelig haft brug for dem MEN med tiden har jeg på en måde måtte accepteret at de IKKE er der og det har virkelig kostet RIGTIG MANGE tåre tro mig.

Jeg har prøvet at ligge låg på mange ting omkring de ting som er sket og det er IKKE alle der er lige nemme at “Glemme” og der er ting som jeg IKKE bare lige kan tilgive

Dette var lige en lille indledning til det som jeg har valgt at fortælle nu.

I går da jeg var i Bilka kigger jeg på min tlf og kan se at jeg havde et ubesvaret opkald og jeg kendte IKKE nummeret så jeg slår det op på google.

Nummeret tilhørte min far og selvom jeg ikke havde lyst jamen så ringede jeg alligevel ham op.

Det skal lige siges at min far og jeg har IKKE snakket sammen siden Maj måned 2013 hvor han ikke ønskede nogen kontakt med mig og i mellem tiden er han blevet gift med en som jeg stort ikke kender.

MEN MEN det var IKKE ham som havde ringet det var hans kone og jeg tænkte med det samme

“åhh Nej hvad nu”

Hun havde ringet til mig fordi at min far han snart fylder 60 år og at de gerne ville have Kenneth og jeg med.

Jeg blev TOTAL mundlam og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

Under samtalen får jeg af vide at det jo er Mig som har sagt at jeg IKKE ønsker kontakt til min far MEN det var ham som sendte mig en SMS.

Jeg blev SÅÅ skuffet over at det er hende som ringer til mig og IKKE min far.

Der blev sagt andre ting i den samtale og til sidst havde hun gjort mig SÅÅÅ TOSSET at jeg smækker på.

Hvorfor skal jeg tage med til en fødselsdag hos en som IKKE vil mig det forstår jeg bare IKKE lige helt men det skal jeg nok heller ikke.

Som sagt har jeg lagt låg på MANGE ting det her med min far (og mor) men det her har i da gjort SÅÅÅ ONDT og jeg ved godt det IKKE er det værd men F*ck hvor har jeg godt nok været ked af det.

At der bliver ribbet op i de her ting/følelser gør bare ONDT da jeg helt vil GLEMME dem.

Jeg vælger og skrive om det her fordi jeg er SÅÅÅ ked af det og fordi jeg ved det er bedst at komme ud med det.

At min far har taget det valg nemlig at vælge mig fra det var da ikke mega fedt men der er desværre sket for MEGET til at jeg kan tilgive ham og sige ja okay lad os snakke sammen igen og tro mig lige nu er det MEGA hårdt at nu er det mig som ikke vil.

Der VAR et håb fra min side men håbet det forsvandt og nu ønsker jeg bare at jeg kan komme videre.

Jeg har sådan GLÆDET mig til på Lørdag til at skulle være sammen med familien og at vi skulle fejre min farmor men lysten den er TOTAL væk da jeg ved at min far han kommer.

Jeg prøver virkelig på at komme ovenpå igen og komme videre da jeg er SÅÅÅÅ træt af mine nedture.

Dagen i dag har stået på en god LANG gå tur sammen med Carlo og hundevennerne selvom mine tanker de bare fløj rundt i hovedet på mig

Formiddag/Middags gå turen i dag: